Her kan det godt vlre at man skal have fat i en extra hånd til hjælp…nogen af de her bæster render nemlig af filan til, inden man får taget billedet. Nogen er engang blevet enige om hvordan et marsvin skal sidde for at præsentere sig bedst – det er også den måde de bliver sat til udstillingerne. I grove træk skal de sidde som en hest, der går til biddet.
Idealet er et marsvin, der sidder afslappet, med næsen trukket ind og med ‘tyrenakke’. Men står man alene, er det nogen gange sin sag, at motivere kræet til at sidde sådan OG skulle håndtere et kamera. Her kan en hjælper bruges, så man selv kan nøjes med at klare selve fotograferingen – eller man kan benytte et stativ til kameraet.
Men det KAN altså klares selv… jeg klarer mig i 99% af tilfældene solo når jeg tager mine billeder. Jeg stiller mig som på illustrationen med dagslys, og så kender jeg mit kamera – jeg ved lige præcis hvor længe der går fra jeg trykker udløser i bund til billedet tages – med eller uden blitz. Jeg har derfor fra starten af lavet min opsætning, sådan at baggrund, kamera osv er på plads. Jeg har taget testbilleder så jeg kan se at kameraet står rigtigt og har den rigtige fokus. Derefter kommer jeg med et marsvin. Når dyret er sat, og jeg har puffet lidt her og der for at få det til at sidde perfekt, så holder jeg min højre hånd på det – min venstre hånd er på kameraets udløserknap. Herefter er det bare timing at få løftet hånd og trykket knappen i bund, sådan at dyret ikke når at ændre stilling og at hånden heller ikke kommer med på billedet.
Det fungerer faktisk ualmindeligt godt – så godt, at jeg ikke ret tit har billeder at kassere. Med lidt øvelse i at få timingen til at passe, kan en foto-session være overstået på ingen tid.